Heste
En ridder hedder jo netop ”en ridder”, fordi han kæmper til hest. Heroppe, hvor vi bor, var det ikke almindeligt at kæmpe til hest før midt i 1100-tallet. Indtil da red man til kamppladsen, hvor man så steg af hesten og gik i krig. Længere nede i Europa og især i Mellemøsten havde man brugt beredne krigere helt tilbage i forhistorisk tid.

Kamp til hest kræver imidlertid meget både af hesten og af rytteren. Mand og hest er nødt til at arbejde så tæt sammen, at hesten følger rytterens mindste bevægelse, ellers er det svært at undgå modpartens angreb. Det kræver, at hesten er hurtig, frygtløs og smidig, og helst ikke for stor. De heste, der blev foretrukket, hvis man var rig nok, var fra Spanien. Her havde man fremavlet en type heste, der blev kaldt Berbere. De var en blanding af stærke europæiske heste og den slanke arabiske race. Der blev også brugt mange andre heste, for det var de færreste, der havde råd til en Berber.

For at hesten kunne blive en ridders stridshingst skulle den trænes i mange år. Nogle siger syv år ligesom væbnerne, og når den var udlært, kunne hesten nemt koste op til flere landsbyer i salg. For ridderen var hesten hans allervigtigste våben. Uden den var han prisgivet på slagmarken. Det betød også, at hesten var det allersidste en ridder ofrede f.eks. under en belejring. Han ville næsten hellere dø af sult end at slagte sin hest, fortæller nogle af historierne om Karl den Store og hans riddere.