Josefine Ottesen

CMSimple plugin: Slider for Gallery
© simpleSolutions

Hæren

Når en almindelig krig var besluttet på landstinget, var alle frie mænd forpligtet til at stille med mænd til en ledingshær. Landet var delt op i områder, der blev kaldt ”et skiben”, og hvert skiben skulle stille med mandskab + skibe til kampen.  Afhængig af gårdens størrelse skulle hver fri mand stille med mænd, udstyr og proviant. På de mindre ejendomme kunne det være organiseret sådan, at tre gårde gik sammen. En gård sendte en mand, en anden sørgede for kampudstyr og den tredje leverede proviant, for det skulle krigerne selv have med. Der skulle jo en del til, når ledingsmanden skulle være af sted i op til 16 uger. Ifølge historikeren Erik Aarup foregik det på flg. måde:"Havnebonden, når kongen udbød leding, skulle nu møde på sin havne i skibet med de tre folkevåben sværd, spyd og kedelhat; styresmanden skulle dertil have skjold og brynje, fulde mandsvåben, og yderligere medbringe en armbrøst og tre bylter pile - alt på egen bekostning. Skibet skulle være fuldt bemandet. Skibet skulle være forsynet med proviant for 16 uger: 16 skæpper sigtet mel, smør, flæsk og kød. Selve skibet blev det en pligt for ledingsbønderne at bygge eller leje”.

Men det tog tid at kalde ledingshæren sammen, og kongen måtte lade dem tage hjem igen, når de skulle så og høste. Valdemar havde brug for en mere stabil hær og flåde til sine mange kampe, og under Valdemar den Store bliver det mere almindeligt at betale sig fra ledingspligten. På den måde kunne kongen købe sig en hær af krigere i stedet for bønderkarle.

Når Kong Valdemar drog på korstog, bestod hans hær af riddere og svende. De fleste af ridderne var  stormænd, der havde modtaget ridderslaget og aflagt ed om troskab til kongen. De havde pligt til at kæmpe for kongen. Til gengæld skulle de ikke betale ledingsafgift. Men kongen kunne også købe krigere udefra, hvis han havde råd. Især veludrustede og dygtige  beredne mænd fra Europas randområder blev efterspurgt.  Svendene var dels de mænd, som ridderne havde med, og dels de fodfolk, som kongen havde købt til at slås for sig.

For at blive ridder skulle man først oplæres i syv år som væbner, men man kunne ikke få ridderslaget, hvis man ikke havde råd til at købe udstyr, og det var meget, meget dyrt. Som ridder skulle man i hvert fald have en rustning, et skjold og et sværd, men det allervigtigste var at eje en hest. Rustning og våben gik tit i arv, men det kunne kun sjældent lade sig gøre med hesten. Den måtte man enten selv træne eller også måtte man købe en hest, der var lært op til kamp.

 

 

nach oben