Borgen:

Den mest primitive form for borg er et højtliggende sted, omkranset af volde. Her kunne beboerne i et område søge tilflugt med deres husdyr, hvis de blev angrebet. Den slags tilflugtsborge kan man finde spor af i landskabet helt tilbage til bronzealderen. I den sydlige del af Europa begyndte borgbygning i sten og med vold og mure omkring Karl den Stores regeringstid i 8-900-tallet, men selv om vikingerne kendte til borge fra deres togter rundt omkring i Europa, tog de ikke idéen med hjem. Den måde, de havde indrettet deres samfund, var anderledes. Borganlæg blev typisk bygget omkring stormandsgårde eller kongesæder, der havde mulighed for at betale håndværkerne for så stort et anlægsprojekt. Rigdommen var et resultat af et samfundssystem, hvor en centraliseret magt var i stand til at inddrive skatter og afgifter, så værdierne samledes på få hænder. Først under Valdemar den Store blev Danmark organiseret under en stærk konge, der betød at koncentrationen af rigdom i enkelte slægter blev så stor, at de havde midlerne til borgbyggeri. 

Den borgtype, der er mest udbredt i hele Europa fra 8-900-tallet og op gennem middelalderen er ”motte-bailey” anlæg. Her har man en vold/befæstning rundt om en ydergård med lader, køkkenhuse og værksteder og bagerst et højdedrag, der er befæstet bag endnu et hegn. Her finder man beboelse og stalde og ofte et overvågningstårn.

Sådan her kunne der have set ud: