Josefine Ottesen

CMSimple plugin: Slider for Gallery
© simpleSolutions

Om Venderne
Hvem var venderne?

De kilder vi har, der fortæller om venderne, omtaler dem som et barbarisk folkefærd, - røveriske og vilde hedninge, der var blodtørstige og brutale sørøvere. De overfaldt fredelige skibe og deres besætninger, gik i land på fremmede kyster, hvor de hærgede, stjal, myrdede og brændte både afgrøder og huse af.

Desuden var de udannede, uvidende og uden særlige evner. Men passer det?

Ifølge Saxo http://da.wikipedia.org/wiki/Saxo_Grammaticus , er der ingen tvivl om, at det er ret tæt på sandheden, men Saxo var jo bestilt til at skrive sin beretninger af den regerende magt, - altså dem, der var vendernes modstandere, så måske kan man ikke regne helt med hans beskrivelse.

Desværre findes der ingen kilder fra venderne selv. De blev fuldstændig overvundet som folk i løbet af 1200-tallet, og det er jo altid sejrherrerne, der skriver historien. Den vendiske kultur forsvandt i løbet af nogle hundrede år, efterhånden som alle i området blev kristnet. Hvis vi vil vide mere om deres oprindelige livsform er vi derfor nødt til at se på, hvad arkæologerne har gjort af fund.

Vendernes landsbyer

Venderne bestod oprindelig af flere slaviske stammer, bosiddende i det, der nu er Rusland. Omkring år 500  blev de presset mod vest af indvandrende folkeslag fra øst. De slog sig ned i det område, vi i dag kender som Nordtyskland, men efterhånden blev de trængt yderligere mod nordøst af germanerne. Venderne endte langs den sydlige Østersøkyst -  et uvenligt område bestående af moser, søer og urskov, hvor der ikke boede andre. De levede fortrinsvis af fiskeri, men var også dygtige landmænd. Deres landsbyer var bygget på små øer, så de var beskyttede mod overfald. Kom man fra land, skulle man over en bro, og kom man fra vandsiden skulle man kende farvandet godt, for venderne bankede pæle ned i havbunden langs kysten som en slags spærring. Næsten alle de landsbyer, arkæologerne har udgravet, lå nær en borg med vagttårne.

Landsbyen bestod af smågårde og håndværkerhuse, almindeligvis firkantede og bygget af træ og med højt stråtag, så der var plads til opbevaring af hø og halm.

 I forhold til nutidens huse var de små, 25-40 m², og var vel nærmest det vi i dag kalder et køkken-alrum: der var en bageovn, der også var husets varmekilde, en kværn til at lave mel på og sidde-sovepladser langs væggen. Rundt om gårdspladsen, der var hegnet ind, lå de nødvendige småbygninger til værktøj, redskaber, husdyr og opbevaring. 

Vendernes arbejdsliv

Venderne var først og fremmest husdyravlere. Racerne var lidt anderledes, end dem vi har i dag, - køer og okser var mindre, grisene lignede små vildsvin, fårene så næsten ud som i dag.

Venderne var især kendt for deres hesteopdræt, og smukke heste og kunstfærdigt rideudstyr var den form for rigdom, der gav mest anseelse.   

Fiskeri var den vigtigste indtægtskilde, - dels kunne man spise noget af fisken selv, dels kunne man sælge den tørret eller saltet for gode penge i handelsbyerne.

Man fiskede fra småbåde med specialiserede fangstredskaber alt efter hvad man skulle fange. Der var net til sildefiskeriet, liner eller snører med krog til fladfisk eller torsk og så harpuner til sæler og marsvin. Venderne var dygtige skibsbyggere, og man har udgravet et skibsværft på Lolland, hvor der tydeligvis også er blevet repareret vendiske skibe. 

Også jagt var en del af vendernes hverdag. Både kød og skind kunne bruges, og havde man ekstra kunne det sælges i den nærliggende handelsby.

Vendernes handelsbyer

Handelsbyerne var ofte placeret på småøer inde i et lavvandet vådområde. For at finde frem til dem, skulle man kende farvandet godt, og på den måde var byerne beskyttede mod angreb.

Købmændene handlede med tørret og saltet fisk, rav, voks, klæde, våben, kunsthåndværk og trælle. Lagerhusene var store. De vendiske håndværkere var i stand til at bygge helt op til fire etagers højde.

Trælle var en helt almindelig vare dengang, så venderne var ikke værre eller bedre end andre i den forbindelse. Trælle var krigsfanger eller folk, der var taget til fange i landsbyer, man hærgede andre steder. Alle kunne risikere at blive taget til fange og solgt som træl, - man skulle bare være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Vendiske håndværkere

De vendiske håndværkere var meget dygtige også set i forhold til andre landområders håndværkere.

Keramikerne var så dygtige og deres varer så efterspurgte og dyre, at deres produkter blev kopieret - det ved man fordi, arkæologerne har fundet kopiprodukter i Danmark. Enhver vendisk landsby havde sin egen keramiker, der dekorerede krukker, skåle og krus med de typiske vandrette mønstre ved drejebænken. 

Smeden lavede og reparerede økser, knive, pilespidser og våben.

Endelig var der i de fleste landsbyer en trædrejer. Mange redskaber var af træ, og det krævede virkelig ekspertise at lave de perfekte og brugbare genstande, der blev brugt i dagligdagen.

I handelsbyerne var der også håndværkere, der lavede luksusvarer som finere smedehåndværk, læderting og smykker.

Vendiske sørøvere

Som alle andre folkeslag langs kysterne samlede venderne også rigdom som sørøvere. De havde i flere hundrede år været udsat for vikingernes plyndringer, og borgerkrigen i Danmark i midten af 1100-tallet gav dem rig adgang til de danske Østersøkyster.  De fleste danske stormænd havde rigeligt at gøre med deltage i kampene mellem Svend, Knud og Valdemar og havde hverken tid eller mænd til at beskytte kysterne.

For at forstå voldsomheden af angrebene på kystegnene, er her en beretning om et slag ved Guldborg i 1100, hvor vendiske sørøvere angreb tilflugtsborgen, der lå midt på Langeland. Oplysningerne er baseret på arkæologernes fund. Borgen, der var anlagt midt i sumpe og oversvømmede enge, lå 25 meter over landskabet og var omringet af en voldgrav og en vold med en bred port.

At det var en tilflugtsborg betød, at der var samlet mange mennesker og dyr, der var flygtet fra de vendiske sørøvere. Arkæologerne kan se, at venderne simpelthen bare satte ild til borgen og lod det hele brænde ned. Der er fundet brændte knoglerester fra både mennesker og dyr og masser af rester af benkamme, søm, nitter, spydspidser, pile, perler, smykker, mønter og potteskår.

 Man kan også se, at nogen slap levende ud af den brændende borg, - for man kan se, at venderne lige i forbifarten ofrede et par mennesker, og at de ofrede og stegte og åd en hest, før de drog hjem igen.

Tilsyneladende var området helt mennesketomt bagefter. Alle indbyggere var blevet dræbt eller taget med til trællemarked, for ingen tog sig af at begrave de døde.

Vendernes udseende og påklædning

Arkæologernes fund gør os i stand til at danne os et billede af, hvordan venderne så ud. De var lidt lavere end i dag, og gennemsnitsalderen var også noget lavere.

Kvinderne lavede familiens tøj – spandt fåreulden, farvede stoffet, vævede det og syede så tøjet. Kvinderne gik i løsthængende lange kjortler holdt sammen af datidens sikkerhedsnåle, der hed fibler, og pyntede sig med smykker, som blev købt i handelsbyerne. Smykkerne var både vendiske og udenlandske; mest sølvsmykker i form af store smykker til halsen, snoede ringe til hals eller arm, fingerringe og ørenringe.  Mændene havde ret kort hår og skæg, altid pænt klippet og studset. Mændene gik i skjorte og bukser med en halvlang kjortel over. Når der var fare på færde eller krig supplerede den almindelige mand med spyd, lanse, bue og pil, stridsøkser og runde skjolde. Stormændene havde sværd, hjelm og ringbrynje og hest. Børns tøj var kopi af voksentøjet.

Ingen brugte undertøj. Alle gik med sko af tætsiddende læder, og om vinteren supplerede man med skinddragter og pelshuer. Alle voksne gik med kniv, som var et helt nødvendigt værktøj i næsten alle sammenhænge. Kniven sad i bæltet i en firkantet skede med en fin udsmykning.

Venderliv

Venderne havde uskrevne regler for det sociale liv. I en vendisk landsby var der ingen, der gik for lud og koldt vand, man var gæstfri og åben. Venderne havde stor respekt for deres forældre, og det var naturligt at sørge for familiens gamle og syge. I vendiske landsbyer var der generelt ingen tiggere eller folk, der led nød.

Faktisk vægtede man gæstfriheden så stærkt, at hvis man nægtede en fremmed husly, så var det tilladt at brænde vedkommendes hus af!

Det var nogle af de ting, der er overleveret skriftligt af Helmold, en mand, der ellers ikke kunne lide venderne, så det er rimelig sandsynligt, at det er sandheden.

Alle fester og drikkelag startede med en fællesskål, man drak en slurk af en skål, der blev sendt rundt, og så udtalte man en velsignelse til alle guderne, både de gode og de onde. Når det var gjort, kunne festen begynde.

Vendernes tro

Venderne holdt fast i deres hedenske tro og deres mange guder, mens landene omkring dem blev kristne. Der var både gode og onde kræfter i den vendiske gudeverden – ofte havde den samme gud både en mørk og en lys side -  og man måtte tro på dem, man ville.

Guderne krævede imidlertid ofre - og ikke blot dyr - deres guder kunne godt lide kristne, for deres blod smagte så godt, og præsterne skulle også slikke lidt af blodet i sig!  Men man ofrede kun trælle i krigstid, så var der fred, var man ikke i fare som kristen, når man var på handelsbesøg omkring ofringstid.

Guderne var inddelt efter rang, - den stærkeste var den fire-hovede Svantevit. Han var gud for rigdom, frugtbarhed og krig. At Svantevit blev væltet, hugget i stykker og brændt efter slaget på Rügen var forfærdeligt for de overlevende vendere, men endnu værre var det, at deres stærkeste gud, der også skulle skaffe dem krigslykke, ikke havde kunnet slå den kristne gud.

Se billed: http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Ralswiek_Svantevit_imgp7645.jpg

Sørøveriet og den hedenske tro var de danske kongers forklaring på de stadige angreb på de vendiske stammer, men samtidig var der mange vendere bosat i Danmark, særligt på Falster og Langeland samt det sydlige Fyn. De levede fredeligt side om side med deres danske naboer, og i mange almindelige slægter var der både danske og vendiske grene. Det gjaldt også både kongeslægten og stormandsslægterne langs Østersøkysten.

Vendernes undergang

Vendernes egentlige undergang skyldtes ikke, at de var stridslystne og krigeriske, men at de forblev delt i småstammer i en tid, hvor de omkringliggende folk samlede sig i riger under én konge. For stammefolk er slægten det vigtigste, og det betyder at man ofte er mere optaget af indbyrdes stridigheder end at stå sammen mod en fjendtlig omverden.

 Venderne formåede ikke at samles under én hersker, så de kunne kæmpe fælles mod deres fjender. Det betød, at den vendiske kultur og livsform efterhånden blev fortrængt til fordel for det kristne livssyn og den germanske kolonisering, der blev resultatet af de danske og tyske korstog imod området.

 



nach oben