På den yderste ø - omtale:
Som ganske lille skyllede Odd i land på Berkanas ø, og siden er han blevet holdt som træl af troldkvinden, der vil give den unge mand tilbage som offer til havet.Odd selv drømmer hemmelig om at blive kriger i kongens hird, men vejen mod målet er ikke bare uendelig lang; den bliver også blodig og fuld af svig.
”Krigeren er helt og holdent på niveau med Harry Potter, Lyra-trologien (Philip Pullman) og mange andre store serier, jeg har læst.” Morten 16 år.
”Man mærker det er hjerteblod. Det er nærmest verdensklasse.” Steffen Larsen, Politiken
Bag Borgens Mure - omtale
Plyndringstogter og bersærkergang hører krigerlivet til, og Odd står ikke tilbage for nogen i kamp. Samtidig fører livet i kongens hird ham imidlertid tættere på den uberegnelige kongesøn, Ansur, end han bryder sig om.
”Bag borgens mure er spændende som prins Valiant og dyb som en livlig drøm. Bedre kan det ikke gøres.” Steffen Larsen, Politiken
”Jeg synes, det er nogle vildt fede bøger, og det er nogle af de bedste bøger, jeg har læst nogen sinde!”
Sabrina, 13 år.
Over Åbent Vand - omtale
Som høvedsmand og kriger har Odd nået alt, hvad han har drømt om, men livet ved kong Ansurs hof er styret af magtbegær og intriger. For Odd betyder det alt at støtte sin konge, men hvilken vej er den rette?
Med Over åbent vand har Josefine Ottesen fuldført sin trilogi om Krigeren og uden at ryste på hånden skrevet sig ind i den internationale forfatterliga.” Benni Bødker, Børn og Bøger.
Da Ragni var kommet ud, trak han vejret dybt. Det var trods alt bedre at stå herude i regnen end at være inde i den skidne hytte.
Et øjeblik efter kom den gamle mand tilbage sammen med en ung knøs. Han var høj og velbygget, og hans hår var luende rødt. Ragni anslog ham til at være en fjorten-femten somre, selv om han var så stor, at man godt kunne regne ham for noget ældre, men han var stadig helt glat om hagen. Den unge mand undveg Ragnis blik, men skjalden nåede at få et glimt af et par hårde grågrønne øjne.
"Jeg går ikke ind. Jeg hader den stank." Drengens stemme var lav og anspændt.
"Det bestemmer du ikke, Odd! Du tilhører gydjen, og sådan vil hun have det." Den ældre mand skubbede blidt den unge mand gennem døren, og Ragni så dem forsvinde i hyttens mørke.
Lige så snart Odd var kommet gennem døren, blev den lukket bag ham, og stanken af de mange urter, der kogte på ildstedet, blandet med hørmen af skidt gjorde ham svimmel.
"Af med klæderne, Odd!" kommanderede gydjen. Hun havde bundet alle remmene nu og holdt den magiske benrasle i hånden. Hun var nøgen bortset fra en stor fjerprydelse på hovedet. Den var lavet af fjer fra alle de havfugle, der holdt til ved kysten, og hun så om muligt endnu mere urovækkende ud end ellers. Havde han haft mod til at sige nej, havde han gjort det, men som de fleste andre var han bange for hendes trolddomskræfter.
Modvilligt trak han sin kjortel og sine skindbukser af. Han tvang sit blik mod jorden, for selv om han var urolig over, hvad der skulle ske, havde han svært ved at holde sine øjne fra de nøgne unge kvinder. De strøg tæt forbi ham i det lille beklumrede rum, mens de var optagede af at gøre, hvad gydjen havde befalet dem.
"Moa, giv ham det her," kvækkede hun, og den mindste af pigerne rakte ham et bæger med en ubestemmelig, ildelugtende væske. Han vendte ansigtet bort, men Moa hviskede ængsteligt: "Drik nu, Odd, ellers forvandler hun dig til et svin."
Hun stod ganske tæt på ham, og for et øjeblik overdøvede hendes friske duft den kvalme stank i hytten. Da hun løftede armen med kruset, gjorde fornemmelsen af varmen fra hendes hud ham så forvirret, at han drak indholdet i en enkelt mundfuld.
Det smagte beskt og råddent, og han var ved at kaste op, men snart efter begyndte det hele at køre rundt for ham, og han faldt tungt mod gulvet.
Uddrag af Bag Borgens Mure :
”Er alle kommet?”
Ragni Skjald så på flokken af unge mænd, der ventede på at komme af sted til Nordøen for at bevise, at de havde styrken og udholdenheden til at tjene i kongens hird.
”Men hvor er Trond?”
Skjalden så sig om efter den brede hjulbenede kriger, der stod for optræningen af de unge.
”Han kommer om lidt,” brummede kongen. ”Han hjælper Ansur med at gøre sig klar.”
”Med hvad?” spurgte Ragni forbløffet.
Kongen slog den mårskindsforede kappe tættere omkring sig. Selv om solen var ved at stå op til en skyfri himmel, var luften skarp af efterår.
”Han skal deltage i krigernes træning i år. Det er på tide, han finder ud af, hvad det vil sige at være i kamp.”
”Men ...”
Grathe strøg sig hidsigt over skægget.
”Du mener måske ikke, at min søn er i stand til at slås på linje med de unge mænd, der gik gennem hirdprøven?”
Kongens skarpe tonefald fik skjalden til at tie, men han tænkte sit. Den unge kongesøn havde aldrig vist hverken interesse eller særlige anlæg for krigerens håndværk, men Ragni vidste lige så vel som kongen, at hvis Ansur skulle efterfølge sin far som hersker over Fladhavet, var han nødt til at vinde mændenes respekt.
Endelig kom Trond. Han stampede hidsigt af sted med Ansur lige bag sig.
Han begyndte navneopråbet.
”Steinar Jankelssøn!”
”Ja,” svarede den unge stormandssøn.
”Hvad har du i kisten?”
”Mine våben og lidt skiftetøj.”
”Åbn den!”
Steinar bøjede sig ned over den udskårne kistes blanke bronzebeslag og åbnede låget. Trond rodede rundt i indholdet, tog en kampøkse og en kniv ud og smækkede derefter kisten til igen.
”Du bærer bue, pile, sværd og skjold på dig. Det er godt. Tag øksen og kniven.” Han rakte ham de små håndvåben. ”Og kisten lader du blive her. Du behøver ikke mere.”
”Det ... ”
”Jeg kender din far, Steinar. Han er en stor mand og en dygtig kriger. Jeg håber, du slægter ham på.”
Steinar sagde ikke mere, og flere af de andre unge mænd begyndte at vælge ud, hvad der var nødvendigt, og hvad de kunne lade tilbage.
Trond gik videre med opråbet: ”Ask af Storøen?”
Ask svarede ja, og Trond nikkede tilfreds. Ask var stor og velbygget, og hans smil var venligt. Han var en af dem, der havde klaret de indledende prøver allerbedst, fordi han både var stærk, dygtig med sine våben og god til at tænke sig om. Trond ventede sig meget af ham.
”Keel af Langøen?”
”Jeg er her, ” svarede en spinkel ung mand, og Trond rynkede brynene let. Skjalden havde holdt fast på, at Keel skulle med, selv om han ikke havde været blandt de bedste til prøverne. Ragni havde påpeget, at Kong Grathe ikke havde meget glæde af gode krigere, hvis ikke han havde nogen til at føre skibene, og Keel var ud af en slægt af sømænd og bådebyggere.
”Odd?” Trond kiggede sig omkring efter den store rødhårede fyr, som havde overrasket alle ved at gennemføre samtlige prøver overbevisende.
Den unge mand nikkede. ”Har du ikke noget slægtsnavn?” ville Trond vide, men før Odd nåede at svare, sagde Steinar: ”Han har ingen slægt, men kald ham bare smededrengen. Det plejer vi at gøre.”
Odd knyttede næverne. Steinar ville ikke lade ham være i fred, det vidste han.
”Høsten er snart i hus. Det varer ikke længe, før det er tid for skatteopkrævningen.”
Et kort øjeblik hang Tokes ord i luften, før kongen sagde: ”Odd har overtaget Eiks hverv. Det bliver også ham, der henter den skat, stormændene er mig skyldig.”
Toke lænede sig tilbage, og Isar tog over. ”Er det en god beslutning, herre konge? Odd er ung og uerfaren.”
”Det bliver, som jeg har sagt. Odd har deltaget i Eiks skatteopkrævning flere gange. Jeg har ingen grund til at tro, at han ikke skulle være i stand til at udføre opgaven fuldt tilfredsstillende.”
Ansur så kort på Hagal, havgudindens gydje, der også var til stede ved kongens rådsmøde. Hun nikkede umærkeligt, og han fortsatte: ”Jeg ønsker, at Odd på alle måder skal overtage Eiks plads, også som øverstbefalende for min personlige hird.”
De tre andre høvedsmænd så på den unge rødhårede kriger, der for kort tid siden havde overtaget den ene af de fire fylkinger i hirden. Vegge nikkede langsomt. Han kendte Odd fra tidligere og havde kun godt at sige om den nye høvedsmand. Toke, der var den ældste, lænede sig frem mod sin nye fælle og sagde: ”Hvad mener du selv, Odd?
”Jeg gør, som min konge befaler. Det har jeg aflagt ed på.”
”Det er ingen skam at bede om råd og hjælp, når man er uerfaren.”
Isar, der ikke kun var høvedsmand, men også tjente som gode for den stærke stridsgud Kauna, talte roligt. Ganske vist var han ikke tilfreds med, at Ansur havde valgt Odd i stedet for Steinar Jankelssøn, som han selv havde indsat på Eiks plads, da den gamle høvedsmand faldt i kamp under sommertogtet, men alligevel ville han gerne hjælpe den unge mand. Havde det stået til ham, havde Odd tjent i hans fylking, Kaunas Krigere, sammen med bersærkere og hamskiftere i stedet for under den regelrette Eik. Isar var ikke i tvivl om, at den nye høvedsmand havde trolddomskraft, men Eik og den gamle kong Grathe havde ikke tilladt Kaunas gode at lære ham op.
”Hvad med Wendels skat?” Vegges stemme var skarp. ”Han har stadig ikke betalt, hvad han skylder fra foråret.”
Igen var der tavshed rundt om bordet. Jarlen af Nordlandet var blevet overvundet i kamp af kong Grathe og hans datter giftet bort til Ansur, men Wendel mente ikke, han var skatskyldig til Ansur, siden det var hans far, han havde aflagt eden til. ”Lad det hvile.”
Hagals stemme var lav, men alle kunne høre, hvad hun sagde. ”Jeg har rådført mig med gudinden, og hun siger, at vi skal lade Wendel være i fred indtil videre.”
”Lader vi ham slippe nu, varer det ikke længe, før han står i Fladhavet med en kampklar styrke.”Vegge rejste sig hidsigt. Toke brummede samtykkende.
”Hvad mener du, Isar?” Ansur henvendte sig afmålt til den mand, som hans far havde brugt til at rådgive sig og tale med guderne.
”Det kan jeg ikke svare på, før jeg har haft mulighed for at lytte til den store Kaunas visdom,” svarede Isar indædt, vred over at Hagal atter havde haft mulighed for at vejlede kongen, før han selv havde fået at vide, hvad der var på færde. Da Ansur tidligere på året hentede Hagal til borgen fra Berkanas ø, havde han troet, hun blot skulle tilfredsstille den unge konges lyster i sengen, og det passede ham kun dårligt, at den smukke, unge kvinde efterhånden havde større indflydelse på kongens beslutninger end ham selv.
”Og hvad siger du, Odd?” Kongen mødte den unge mands blik med et smil. Lige så kold Ansur var over for Isar, lige så mild og venlig var han over for sin blodsbror.
”Det vil jeg lade de mere erfarne om at mene noget om,” sagde Odd. ”Skatteopkrævningen her langs Fladhavets kyster kender jeg til, og den påtager jeg mig uden tøven. Jarl Wendel og Nordlandet ved jeg ikke meget om, men deltager gerne i et togt derop, hvis du finder det nødvendigt.”
Forfatterens kommentarer:
De tre bind i fortællingen om Krigeren betragter jeg som en slags svendestykke som forfatter.
Samlet har jeg arbejdet med romanen i fem år, og det har været en utrolig spændende og givende proces. Det har været en stor glæde at få lov til at følge Odd fra han er en indesluttet og fjendtlig dreng, og opleve, hvordan han i løbet af romanens tre bind vokser ind i sit eget liv og bliver i stand til at bruge sin styrke og kraft på sin egen måde.
Ligesom da jeg skrev Regnbuestenen har jeg brugt meget tid på research til denne roman og er selv blevet meget, meget klogere. Nu ved jeg f.eks. hvordan man slås med sværd og stav og hvordan man lægger til med et vikingeskib!
Krigeren er en serie, der først og fremmest er en ungdomsbog, men som også mange voksne læser med stor interesse.
Du kan læse mere om "Krigeren" på wikipedia:
https://da.wikipedia.org/wiki/Krigeren
Tidligere udgaver: