Karls Bog

1. (år 0 efter kaos)

 … og jeg kan ikke bære at skulle rejse uden T. Jeg aner ikke, hvor hun er. Du ved, hvor meget jeg har forsøgt at få hende til at rejse med jer, men hun vil jo ikke slippe ham. Uden hende er han fortabt, siger hun. Men et par dage efter I var væk, forsvandt hun. Jeg håber og beder til, at hun alligevel er fulgt efter jer. Hun har fået den første koordinat, som vi aftalte. Åh, Lea, jeg er så bekymret for hende. Hun er ikke stærk. Hvordan skal hun klare sig i det vildnis derude? Tilsyneladende er al ekstern kommunikation, alle elektriske og elektroniske systemer ødelagte. Jeg bliver nødt til at gå efter hende. Forhåbentlig når hun frem til koordinatet og finder jer eller den besked, I har efterladt. Hvis ikke håber og beder jeg til, at jeg finder hende. Jo hurtigere jeg kommer ud, jo større er chancen for at redde T.’s liv, men …

2.(år 0 e.k.)
… bør ikke opholde mig her, men er nødt til at skrive tankerne ned. Ellers tror jeg, jeg mister min forstand. Hvad har vi gjort mod Jorden? Ubærligt, forfærdeligt. Ingen fortalte os, hvor galt det ville ende. Kvalmende røg, så langt øjet rækker, brændende olieledninger, forvredne ruiner af raffinaderier. Hvor længe har det brændt? Siden al elektronik brød sammen? I månedsvis! Alt er dækket af sort, klæbrigt mudder. Det svier i lungerne at ånde, gør mig tung i hovedet. Kan jeg overhovedet komme over på den anden side? Men der er ikke andre veje hen til koordinatet. Kan snart ikke huske, hvor længe jeg har været undervejs. Har de andre overlevet? Her vender livet aldrig tilbage, aldrig! Hvem har ansvar for denne ødelæggelse? Ingen har fordel af den, ingen! Stedet er dræbende … Lever de andre? Hvor langt er der til koordinatet? Er T. sammen med dem? Hvis hun ikke er, ved jeg ikke, hvad …

3. (år 1 e.k.)
   … virkelig sandt? T. er i sikkerhed. Hun har fundet de andre og er på vej mod næste koordinat sammen med dem. Her er intet liv. Engang var det en pulserende storby. Det må være mange år siden. Tyder på biokemisk angreb. Blev brugt i de store krige. Rystende. Hvordan kunne vi? Her vokser intet. Ingen spor af planter eller dyr. En ørken af ruiner og rustne produktionsanlæg. Jeg blev skuffet, da jeg nåede frem til koordinatet. Kunne ikke finde spor af de andre. Var udmattet af tørst, sult og den lange vandring gennem den giftige olierøg. Tanken om for altid at have mistet L. og T. fik mig til endelig at give efter for sorgen. Den underlige fastfrosne klump i hjertet gav pludselig efter. Bagefter var jeg helt tom. Det eneste, der var tilbage i mine tanker, var spørgsmålet: Hvem står bag det her? Hvem har ansvar for, at mennesket i sin grådighed er gået så vidt? Hvem bærer skylden for, at vores verden er ødelagt? Hvem har bestemt, at mennesket skulle blive jordens værste fjende? Hvad er et menneske? Er jeg et menneske? Jeg har også bidraget. Ressourcerne i firmaets byer syntes at være uudtømmelige. Har jeg godkendt formlen til den gift, der har slået alt liv ihjel her i området? Tanken er ikke til at bære. Som så mange gange i den sidste tid overvejede jeg at give op. Døden virker tillokkende i sin enkelhed. Hvordan skal jeg kunne fortsætte? Men så opdagede jeg de tegn, der var ridset ind i stenen, jeg sad på. Små, men tydelige : ” + T” og det nye koordinat. Det kan kun betyde én ting! T. har fundet dem.
   Min ensomhed er større end nogensinde, men jeg går videre. T. er ikke længere alene. Er heldet med mig, vil jeg finde T. og de andre igen. Bare følg koordinaterne. Det siger jeg igen og igen til mig selv, men i dette kaos …
4. (år 1 e.k.)
   … orker næsten ikke mere. Koordinatsystemet virker, som det skal. Jeg er endelig blevet genforenet med de andre, men hvor er T.? I fare? For her er hun ikke. Hun forsvandt for kun en uge siden, siger de andre. En morgen var hun væk. Hun var gået frivilligt - hun havde ryddet pænt op efter sig. L. siger, at hun har talt om at gå tilbage, at der er noget, hun har glemt. Hvad mener hun? Vender hun tilbage til Byerne, lukker de hende aldrig ud igen. N. var rasende, da det gik op for ham, hvor mange af hans primære forskere, der var fulgt med P.S. Jeg bliver nødt til at følge efter og standse hende. L. er ulykkelig. Hun siger, at jeg vælger døden frem for livet, men hvad skal jeg ellers gøre? Vil ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg ikke gør, hvad jeg kan for T.  Men L. forstår det ikke. Hvad så med hende, spørger hun. Hun har tilbudt at gå med, men jeg ville ikke kunne bære at udsætte hende for unødig fare. Det er som at være skåret over i to. Jeg bliver NØDT til at gå.  P.S. har givet mig næste koordinat. Hvis T. slipper ud igen, ved hun, hvor hun skal gå hen, siger L. Jeg vil aldrig kunne leve med mig selv, hvis jeg opgiver T.  Det bliver forfærdeligt at forlade L., jeg længes allerede efter hende, men hun er mere i sikker sammen med de andre. Jeg må gå nu, ikke spilde mere tid, gå efter T. og se, hvad …
5. ( år 3 e.k.)
   … ikke mere. Alt er forbi. De forbandede sumpe bliver ved og ved. Men jeg havde ikke noget valg. Horder af strålesyge strejfer om langs grænserne mellem Sletten og Det Døde Land. Var nødt til at vælge ruten langs kysten. Her er alle tegn på civilisation væk. Oversvømmede. Saltvandet er trængt langt ind i landet. Bag Byernes beskyttende mure, forstod jeg ikke, hvad de enorme klimaforandringer rent faktisk betød, men burde selvfølgelig have regnet det ud. Det var jo derfor, de første mikro-klimabyer blev bygget. Storme, torden, skybrud. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst var tør og varm. Når jeg nogensinde tilbage til det næste koordinat, L. gav mig, inden jeg gik? Det er min eneste chance for at finde de andre.
   Men det bliver uden T. Nu har jeg indset det. Resten af livet uden T. Måske er det lige så godt at dø nu. Men så skal jeg aldrig se L. igen. Jeg skulle ikke være gået tilbage. L. havde ret. Men var nødt til det. Brugte flere måneder på at nå gennem det uvejsomme landskab. Brugte endnu flere måneder på at skaffe oplysninger. Efter sammenbruddet har De Tre Byer bygget hegn rundt om området mellem dem. Golakker renser jorden. Sikkerhedsstyrker over det hele. Umuligt at komme forbi. Måtte vende tilbage til grænselandet, for ikke at blive fanget mellem dem og angribende horder af sultne. Mennesker og golakker mellem hinanden. Den mærkelige mand med bøgerne hjalp mig. Han har åbenbart forbindelser. Det var dyrt. Det eneste, jeg har tilbage nu, er mit solcellekompas. T. har været i By 21, men er der ikke mere. Bogmanden siger, at arkivet melder hende død. Orker jeg at finde frem til næste koordinat? Det hele føles ligegyldigt. Der er så langt. Hele tiden i skjul for krigsherrer og hærgende bander. Gennem ødelagte områder. Den evindelige kamp for at overleve i kaos. Men hvad skal jeg ellers gøre? L., hvor er du? Kan du mærke, jeg tænker på dig? Jeg VIL se dig igen. Du er alt …
6. (år 4 e.k.)
   … fundet T. ved koordinatet. Troede, jeg havde mistet min forstand. Vidste ikke, om jeg drømte. Først ør af glæde, men hun er døende. Tynd og syg. Det er forfærdeligt, hun kan ikke kende mig, registrerer slet ikke, når jeg tager hendes hånd. De andre havde presset hende ind i en smal sprække i en mur bag mærket, så de ådselsædende fugle ikke kunne nå hende. Der stod vand og mad ved siden af hende, muggent og ødelagt. Hvor længe har hun ligget her? Jeg gav hende vand fra min dunk og sad længe ved hendes side, før hun havde samlet kræfter til at tale. Men hun taler kun i vildelse! Konstant mumler hun om en gave til L., en hemmelighed, som ingen må vide noget om. Jeg begriber ikke, hvad denne gave er. Hvordan kunne de andre forlade hende i den tilstand? Det tilgiver jeg dem aldrig.
   
   7. ( år 4 e.k)
   … døde i nat. Hun virkede et øjeblik meget klar og aftvang mig et løfte om, at jeg ville følge efter de andre, at jeg skulle hjælpe L. med gaven. Hvad der var, ville hun ikke sige. Smilede bare hemmelighedsfuld. Nu har jeg kysset hendes pande for sidste gang. Ville ønske, jeg havde noget at dække hende med. Ved daggry sværmede de sorte fugle tæt om stedet. En af dem satte sig i indgangen. Jeg jog den væk. Sorgen er ubærlig. Hvad er det for en verden, vi har været med til at skabe? En verden uden plads til at være menneske. T.’s liv har været elendigt. Hun har aldrig fået lov til at være den, hun egentlig var. Altid er hun blevet rettet ind, så hendes evner kunne bruges til Firmaets fordel. Hvor er der plads til et menneskeliv? Måske har den overspændte P.S. alligevel ret. Måske er det først, når vi vender tilbage til det ydmyge liv med de fysiske begrænsninger, at vi igen kan blive rigtige mennesker.
   Har de andre mon fundet det sted, de søger? Et sted, der ikke er ødelagt af bomber, stråling, kemikalier og anden menneskeskabt plage? Pilen ved mærket viser, at de har skiftet retning. Er gået mod øst. Jeg troede, de ville længere sydpå. Men PS holdt flere muligheder åbne. Han viste mig engang et kort, hvor alle bombenedslag de sidste hundrede år var registreret. Dengang undrede det mig. Hvorfor havde han koordineret de informationer? Nu ved jeg hvorfor. Han må have planlagt flugten længe.
   Ville grave en grav til T, men rev mine fingre til blods på den hårde jord. Min fornuft forbød mig at fortsætte. Jeg har brug for alle kræfter til at finde de andre. Hvad er det for en hemmelig gave T. har givet til L? Hvis bare jeg havde fundet hende før, ville hun måske have haft flere kræfter til at fortælle mig, hvad det hele handler om. Har lagt hende ud til fuglene. Så indgår hun dog i en eller anden form for livgivende sammenhæng. En ting er sikker: Jeg må finde L. og de andre hurtigst muligt. Jeg kan ikke bære sorgen alene. Det føles som om halvdelen af mig er død sammen med T. Jeg lovede at passe på hende, men jeg har svigtet. Åh, Lea, jeg savner dig, så det brænder i mig. Hvor lang tid er der gået, siden jeg forlod dig og de andre? Tre år! Kan det virkelig passe? Tiden flyder sammen for mig. Nød, elendighed, livsfare – giver livsdriften aldrig op? Jo, for T. gjorde den, men hun virkede afklaret. Måske endda glad! Vil ikke tænke mere. Kan ikke bære det, bare gå. Den ene fod foran den anden. Mod øst.
7. ( år 5 e.k.)
   … ikke noget nyt koordinat. Jeg nåede frem i nat, undgik kun lige akkurat en horde strålesyge, der festede. Kvalmende lugt af stegt menneskekød. Lå i skjul bag en klippeblok og ventede på, at de skulle forsvinde. Tjekkede mit kompas en ekstra gang ved solopgang. Energicellen lader dårligt. Koordinatet skulle være her. Har ledt hele dagen. Intet tegn. Ikke noget nyt koordinat. Er de ikke nået frem? Har de skiftet kurs? Har de opgivet mig? Hvad nu, hvad skal …
8. ( år 7 e.k.)
   … det passe? Har jeg virkelig flakket om så længe? Uden bogmanden havde jeg aldrig fundet dem. Hvordan turde de vælge en rute, der førte dem tilbage så tæt på Sletten? Syv år er der gået, siden alt brød sammen. Syv år siden P.S. ledte sin flok ud gennem den ødelagte verden. Syv år ældre er vi alle. Det ses. Jeg græd som et lille barn, da jeg endelig nåede frem. Det er lykkedes for de få overlevende at skabe et nyt liv. Enkelt, men bestemt ikke nemt. Alle arbejder hårdt med de bare næver. Nye erfaringer. Ingen af os fra Byerne har nogensinde selv dyrket vores mad. Det er ikke nemt, men det giver god mening – der er sammenhæng.
   Men drømmene fra min ensomme vandring er bristet. Sådan er det, og der er ikke noget, jeg kan gøre. Kun glemme. L. troede, at jeg var død. Måske med god grund. Kun få af dem, der forlod Byerne med P.S., er nået frem i live. Undervejs har de samlet nye op, alle vegne fra. Ulykkelige sjæle på flugt fra fortiden. Den kan ikke ændres. Heller ikke for mig. Hun og E. har fået tre børn. Tre! Må have gennemført i hvert fald den første graviditet under rejsen. Utroligt! Hun er smukkere end nogensinde. Hvorfor er det ikke mine børn, hun har båret under sit hjerte? JEG ELSKER HENDE, ELSKER HENDE, ELSKER HENDE. Men hun er hans nu. Hvordan kunne hun vælge ham af alle? Selvretfærdige og salvelsesfulde E! Han har altid været så kvalmende korrekt, hun og jeg plejede at more os over hans manglende selvironi! Vi forstod hinanden, var vokset sammen. Elsker hun ham virkelig?
   Hun bryder sig ikke om at møde mig alene. Jeg kan mærke, hvor anspændt hun er. Men jeg bliver nødt til at vide, hvad det var for en gave, T. gav hende. Hun forstår mig ikke, siger hun. Ved ikke, hvad jeg taler om. Jeg tror ikke på hende. Hun skjuler noget for mig. Men jeg vil ikke lade hende i fred. Kan ikke …
9. ( år 10 e.k.)
   … er begyndt at forurolige mig. Har lige snakket med P.S. Han er låst fat i sin egen ufejlbarlighed. Opsøgte ham, fordi E. og L.’ yngste søn fangede min opmærksomhed. Sammen med sin ældre bror og en ven på hans egen alder legede de i floden.  De dæmmede den smalle strøm op. Godt fundet på. Jeg roste dem. Så dukkede E. op. Han skældte drengene ud. Hvorfor? Var det mine sønner, ville jeg være stolt! Jeg sagde ikke noget. E. kan have et iltert temperament. I stedet gik jeg op til P.S. Føltes næsten som i en anden tid, da jeg satte mig overfor ham. Engang, før alt brød sammen, var han min chef. Den førende forsker i Firmaets avancerede våbenudvikling. En af de skarpeste hjerner!! Svært at forstå nu. PS forklarede mig, hvorfor drengens initiativ IKKE skulle roses! At det var i strid med hele landsbyens grundideologi! Hvordan er det muligt? Jeg er helt enig i, at etikken og balancen mellem menneske og natur har den højeste prioritet. Den lektie har vi alle lært. Men mennesket er født med nysgerrighed og trang til at udforske! Det kan man da ikke bare slukke for! Vi skal vel heller ikke for evigt leve uden nogen form for forandringer? Hvad er det for en verden, vi så …
10. ( år 16 e.k.)
    … snart fået nok! P.S. og ældrerådet er blinde. Ved, at jeg skaber problemer for mig selv ved at udtale mig imod dem. Kvinderne står bag mig. S.L. er en stor støtte. Og L. Den måde hun ser på mig, når jeg tager ordet. HUN ELSKER MIG STADIG. Nej, stop de dumme tanker. De æder dig bare op! Saml tankerne om vandmøllen! Hvordan kan det skade os at bygge en simpel mølle til at trække kværnstenene? Det ville være en stor lettelse for kvinderne. Hvorfor skal de slide sig selv op, når vi kan skabe en mere holdbar og effektiv løsning? Er P.S. blevet besat af sin egen magt? Tror han virkelig selv på, at han er Den Almægtiges talerør og ufejlbarlig? Jeg støtter helt bestemt ideen om, at vi som mennesker har brug for at tro på noget, der er større end os selv, men behøver vi at bruge det lige så hjernedødt, som de værste eksempler fra den gamle tid? Kan det nye liv, vi gerne vil skabe, virkelig kun opretholdes ved hjælp af strenge regler og hjernevask? Det er sygt. Ingen tør tænke på, hvor fantastiske ting mennesker kan skabe. Det taler man simpelthen ikke om. Det er forbudt! Ingen nysgerrighed og kreativitet, ingen trang til at udforske. Nogen er nødt til at tale imod de bange gamle mænd og kæmpe imod dem. Jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre uden at skabe splittelse. Vi er alle fuldstændig afhængige af hinanden. Ingen kan klare sig alene her i bjergene. Men noget drastisk må ske. Sådan her kan det ikke fortsætte. Er det den slags liv, vi vil give videre? Jeg bøjer mig fald ikke, hverken for P.S., E. eller …
11. ( år 19 e.k.)
    De smed mig ud, stakkels forbandede tosser, lad dem forvitre i deres egen fejltagelse …alle sammen. Ingen stod op for mig. Ikke S.L., ikke L. Afkræftet. Ingen mad. Ingenting.
12. ( år 20 e.k.)
    … menneskebørn med i flokken. Tog tid, før det gik op for mig. Virker sky og skræmte. Har prøvet at tale til dem, men de gemmer sig. Er sulten, men klar i hovedet. Leder efter mad. Biller, planter, smådyr. Liv er meget sparsomt på de her kanter. Man må æde, hvad der er. Det er enten strålebelastning, tungmetaller og giftstoffer eller døden. P.S. og de andre fremstillede golakkerne som monstre. Mod bedre vidende. Vi fra Firmaet ved udmærket, at de er som børn. Nogle er ondskabsfulde, andre godhjertede. Jeg får øjenkontakt med flere og flere - ikke bare som når man kigger en hund i øjnene, det er nærmere en menneskelig kontakt. Men de er sultne. Golakkerne kan ikke selv dyrke jorden. Landsbyen har mad. Golakkerne har styrke. Landsbyen kunne få ryddet flere marker, hvis de samarbejdede. Alle ville have glæde af det. Det er takket være dem, jeg er i live, og …
13. ( år 20 e.k.)
    … sandt, at Stans søn er blandt golakkerne? Pludselig kunne jeg genkende hans ansigt i en af de mindre golakker. Han kalder sig Kraw. Han er en slags leder. Er vel ca. 30 år gammel – men af sind nærmere et barn på syv. Har prøvet at snakke med ham om hans far, og han nikker, når jeg nævner hans navn. Han har ikke mange andre ord. MAD er det, han gentager, når man spørger ham om noget. Ingen har undervist de her sære skabninger. Hvor langt mon de kunne nå, hvis man prøvede? Hvis de ikke var så hjernevaskede i landsbyen, burde de kunne se fordelene ved at samarbejde. Golakkerne ville også kunne bruges i forsvaret mod de omstrejfende bander af strålesyge og andre golakflokke. Hvis bare de ville møde dem med åbent sind, ville de forstå. Jeg er sikker på, at disse blandingsvæsner kan udvikle sig meget, hvis bare de bliver stimuleret. I går begyndte jeg at lære den kvikkeste af dem at lave ild. I begyndelsen var den bange og brændte sig, men som små børn lærer den hurtigt af sine fejl. Nogle af de andre reagerede negativt på min undervisning, men det vil forsvinde, når det går op for dem, hvor langt de kan nå. Hvis landsbyen gav dem mad, kunne  ...
    
    
    Skrevet af Josefine ottesen i samarbejde med Naja Bjørnsson