Aladdin og tre andre historier
Fire af de allerbedste fortællinger fra den klassiske samling af eventyr fra Arabien, 1000 og 1 nats eventyr.

Bagsidetekst: Læs fire fortryllende historier fra 1001 nats eventyr i Josefine Ottesens sprudlende gendigtning og gennemillustreret af Susi Bech i eventyrlig arabisk stil.

Tekstprøve:  Aladdin og tre andre historier
Farizade med rosensmilet.
Der var engang en persisk sultan ved navn Kosru Schah. Allah havde skænket ham kraft, skønhed og klogskab, og han herskede mildt og retfærdigt over sit rige.
Sultanen, der ønskede at vide, hvad der foregik i hans rige, klædte sig ofte ud som en udenlandsk købmand og vandrede rundt i byen om natten sammen med sin vezir.
En nat, da han gik rundt i et fattigt kvarter, hørte han gennem et smalt stræde nogle unge stemmer tale ivrigt sammen. Han listede nærmere, indtil ham kom til en dør, der stod på klem ud til den snævre gyde. Forsigtigt kiggede han ind gennem sprækken og så tre unge piger. De lignede hinanden så meget, at sultanen ikke var i tvivl om, at de var søstre. Alle tre var kønne, men den yngste var dog langt den smukkeste.
Den ældste af dem sagde: ”Kære søstre, I ved jo, hvor meget jeg holder af søde sager, så mit højeste ønske er at blive gift med sultanens hofbager.” Hun smilede og fortsatte: ”Ak kære søstre, I vil blive så skinsyge på mig, når I ser, hvordan de mange kager vil gøre mine hofter runde og forskønner min hud.”

De lo alle tre, og så tog den mellemste søster ordet: ”Kære søstre, jeg er ikke så ærgerrig. Jeg ønsker bare at blive gift med sultanens kok. Åh, jeg kan ikke vente med at smage på alle de mange særlige og udsøgte retter, der bliver serveret ved hoffet. Og,” sagde hun og slog ud med armene, ” jeg skal nok invitere jer på middag rigtig tit.”
Nu vendte de to søstre sig mod deres lillesøster, der sad tavs og eftertænksom. Drillende spurgte de hende, hvem hun ville giftes med, og da hun ikke svarede med det samme, sagde den ældste: ”Vi lover dig, at når vi har fået de to ægtemænd, vi vil have, skal vi sørge for, at du bliver gift med en af sultanens staldkarle. Hvad siger du til det?”
Forvirret og genert sagde den yngste med en stemme blid som kildevand: ”Åh, kære søstre …” Rødmende bøjede hun hovedet og kunne ikke sige mere. De to andre søstre blev ved med at spørge for at få hende til at tale, og uden at se op sagde hun endeligt: ”Kære søstre, jeg ønsker at blive sultanens hustru. Jeg vil føde ham velsignede børn. Vores sønner vil bringe ham ære og vores datter, som jeg vil elske højere end nogen anden, vil blive smukkere end nogen anden. Hendes hår vil være guld på den ene side og sølv på den anden, og når hun græder, vil hendes tårer blive til perler. Hendes latter vil blive til klingende guldmønter, og når hun smiler, vil blomstrende roser falde fra hendes læber.”

Forfatterens kommentarer. Jeg er vokset op i et hjem, hvor boghylderne bugnede af myter, sagn og eventyr fra hele verden. En af mine allerbedste favoritter var en samling i 16 bind af 1000 og 1 nats eventyr, oversat i et blomstrende sprog og illustreret af en række af Danmarks bedste tegnere. Jeg læste ikke fra en ende af, men fandt den bog, jeg havde mest lyst til den dag, og læste, hvor jeg nu slog op. Jeg kan derfor ikke prale med, at jeg har læst det hele, men jeg har helt bestemt læst nok til at udvikle en dyb kærlighed for tonen og humoren i den arabiske fortælletradition. Det var derfor meget let at sige ja, da Sussi Bech på et tidspunkt spurgte mig om jeg ville lave genskrivninger af fire af de fantastiske historier.